: : Danish Metal : : INTERVIEW - THE ARCANE ORDER
Nyheder Anmeldelser Koncerter Downloads Kalender Artikler Konkurrencer Forum Links Information Redaktion Annoncering
Butik
INTERVIEW
Med Invocator-guitaristen Flemming C. Lund som primus motor, og Raunchy- og Submission-medlemmer i folden, er The Arcane Order skudt frem i et rasende tempo. Under navnet Scavanger skulle der bare én enkelt promo til før almægtige Metal Blade slog til.
  Af Martin Lyager Nielsen
I har netop udgivet Jeres debutalbum. Hvordan har modtagelsen været rundt omkring?
- Den har været rigtig god! Vi vidste ikke hvad vi skulle forvente, da vi jo er et nyt band med en debut plade, men indtil videre er vi rigtig glade og stolte over den respons vi har fået. Der er hård konkurrence inden for den stil vi spiller, men det lader til at folk tager rigtigt godt imod os.

Efter bare én enkelt promo blev I signet til Metal Blade. Hvordan kom den aftale i hus?
- Vi sendte promoen ud til en række pladeselskaber med det samme vi havde fabrikeret den færdig. Allerede inden for den første uge havde vi fået henvendelse fra et par selskaber, og der kom løbende flere til. Metal Blade kontaktede os så ca. 3 uger efter vi havde sendt promoen ud, og allerede var i god snak med et par selskaber. De var helt oppe at køre, og var helt tossede med vores promo. Så de skyndte sig at smække et kontraktudkast sammen, og ganske kort tid derefter var vi signet. De gav os et rigtigt godt tilbud, og det faktum at der ikke var andre danske band signet til dem, synes vi gjorde det ekstra interessant.

Hvordan har det været at arbejde sammen, når man som Jer alle kommer fra i forvejen etablerede bands med hver deres måde at gøre tingene på?
- Det har været rigtigt fedt og ganske uden problemer. Vi kendte jo alle sammen hinanden i forvejen, så vi vidste hvad vi hver især står for. Vi arbejder på den måde, at jeg skriver alle numrene hjemme hos mig selv, hvorefter vi i øvelokalet arrangerer dem og sammen finder frem til det, vi synes er den optimale løsning. Kasper spytter den ene fede tekst ud efter den anden, og det passer perfekt til musikken, så jeg synes vores samarbejde internt kører rigtigt godt.

Nu er der efterhånden flere danske - og helt bestemt en del udenlandske - bands der spiller samme stil som Jer. Hvad er det der adskiller The Arcane Order fra alle de andre?
- Jeg synes vi har en speciel ”edge” i forhold til andre thrash bands. Jeg siger ikke vi genopfinder genren, men jeg synes, at det vi gør, gør vi rigtigt godt! Vi blander oldschool elementer med mere moderne elementer og gør stor brug af soloer i modsætning til mange andre moderne thrash bands. Vi bruger oldschool elementer for at sikre power, aggression, brutalitet og groove, og vi bruger de mere moderne elementer så som keyboards og samples til at sikre en speciel atmosfære gennem alle vores numre. Og så synes jeg, at pladen har et rigtig godt drive i forhold til andre plader inden for denne genre. Jeg synes det er tydelig at høre, at vi kan lide det vi spiller, og at vi har gjort det igennem flere år.
Eftersom at I alle har andre bands ved siden af, hvordan prioriteres The Arcane Order så? Bliver der fx tid til en længere turné?
- Der vil under ingen omstændighed blive tid til en længerevarende turné, da jeg har et fast arbejde, som jeg dels er meget glad for, og som jeg dels ikke kan være væk fra i f.eks. 1-2 måneder af gangen. Så hvis vi skal turnere i Europa, hvilket jeg selvfølgelig meget håber vi skal, bliver det max i 2-3 uger. Det er klart, at Kasper har Raunchy og Morten og Boris har Submission, så der kan på sigt blive tale om, at vi må takke nej til koncerter hist og her, men det er en del af spillereglerne, og det er vi alle indforstået med.

Modsat flertallet gør I brug af guitarsoli. Er det noget I ellers savner i moderne metal?
- Det har altid været naturligt for mig at spille soloer, og jeg har altid været meget stor tilhænger af det. Hvis det bliver gjort rigtigt, er det med til at give en sang identitet og kan give en sang et helt specielt twist. Personligt synes jeg det er lidt synd, at der ikke er mere fokus på soloer, men det er jo meget forskelligt hvad man ligger vægt på som lytter. Men jeg synes som nævnt, at det er noget af det, der er med til at skille og ud fra mængden.

Hvordan ser kalenderen ud for The Arcane Order frem til nytår?
- Indtil videre stille og rolig. Vi er i gang med at booke shows i Danmark, men skal samtidig have fundet en ekstra live guitarist, så det går der lidt tid med. Så jeg tror resten af dette år kommer til at gå med at spille koncerter herhjemme i det omfang vi alle kan få det til at passe ind, og så kunne jeg forestille mig, at Metal Blade vil sende os ud i Europe i begyndelsen af 2007. Men endnu er der ingen konkrete planer i den anledning. Så der vil også være nok at tid til at begynde at skrive numrene til en kommende plade.

Danish Metal Awards 2006 nærmer sig så småt. Regner I med at blive nomineret eller ligefrem vinde en pris for jeres album?
- Nu er jeg faktisk ikke klar over hvordan nomineringen foregår, så det er lidt svært at svare på. Men det er klart, at vi håber at folk kan lide vores skive, og en nominering ville jo også være udtryk herfor. Så derfor ja… det kunne da være dejligt! At vinde en pris tror jeg bliver meget svært i år, da der er så mange danske bands, der har udgivet et album i år, og der er så rigtig mange gode at vælge imellem. Der er jo bands som Mercenary, Raunchy, Submission, Urkraft, Illdisposed og andre, så konkurrencen er meget hård. Men jeg synes bestemt, at vi har lavet en kanon stærk skive, og jeg synes også helt bestemt vi er det værd, så vi må vente og se.
ANNONCE
ANMELDELSER
The Machinery of Oblivion