01. When Death Comes
02. Upon My Cross I Crawl
03. 10.000 Devils
04. Rise Above It All
05. Sandbox Philosophy
06. Delusions of Grandeur
07. Not a Nightmare
08. Damned Religion
09. Uniform
10. The End
|
|
ARTILLERY
When Death Comes
(Metal Mind/Target)
Af Nikolaj Balle |
|
 |
Artillery kan vist roligt blive kaldt for en institution i dansk metal, og burde ikke kræve den store introduktion… og dog. For når et band kun har udgivet 3 plader inden for de sidste 20 år, så er der jo nok nogle unge mennesker ude bag skærmen, som ikke er bekendte med Atillery, så lad mig lige hurtigt ridse deres historie op: Bandets fundament blev støbt tilbage i 1982 i den københavnske forstad Tåstrup. Den bærende konstruktion består af de to guitarspillende brødre Michael og Morten Stützer som står for at skrive musikken. Bandet var "legekammerater" med Metallica tilbage i starten af 80'erne og de to bands har nok også været med til at inspirere hinanden, og ikke mindst ligge nogle af grundstenene til thrash metallen som den lød i 80'erne. I 1984 udkom debutalbummet "Fear of Tommorow", som i 1987 blev fulgt op af den absolutte klassiker, der nærmest indgyder ærefrygt i dansk thrash metal: "Terror Squad". Det trdje album "By Inherritence" kom i '90 og indførte en lille ændring i stil, da albummet havde en mere klassisk heavy metal sound, men stadig masser af de bidende riffs som kendetegner Artillery. Derefter gik bandet i opløsning, men vendte så tilbage i 1999 for en kort bemærkning med albummet "B.A.C.K.", som havde skiftet den originale trommeslager Carsten N. Nielsen ud med legendariske Per Møller Jensen, som jo nu til dags folder sit talent ud i svenske The Haunted.
Der er igen gået 10 år, og nu står vi endnu engang med et nyt udspil fra Artillery, da de efter en række koncerter sidste i år igen fandt spillelysten og glæden (børnene er sgu sikkert også flyttet hjemme fra), så tiden er kommet til at give den gas igen. Der er dog sket et par små ændringer siden "B.A.C.K." Carsten N. Nielsen er tilbage på tønderne og den oprindelige sanger Flemming Rönsdorf har valgt ikke at hoppe på vognen igen, og i stedet er en gut ved navn Søren Adamsen blevet hevet ind bag mikrofonen. Mange har stillet spørgsmålstegn ved om han kunne løfte arven efter Rönsdorf og det er også en tung arv at skulle løfte. Lykkedes det så? Til det kan jeg kun svare en stort rungende ”JA!” Er dybt imponeret over ham. Har oplevet ham live hvor han også klarede skærene fornemt. Han formår at variere sin vokal rigtigt, rigtigt godt og er en decideret katalysator på albummet. Han er absolut en af de mest talentfulde (og veltrænede, haha) sangere vi har i det her land og han giver pladen en international lyd.
En god sanger gør det jo ikke alene, men resten af pladen er heldigvis også helt fantastisk - den er nærmest en "middle finger respons" til Metallicas seneste udspil, "Death Magnetic", for ”When Death Comes” er på alle måder 4-5 klasser over. Produktionen er knivskarp og er nok en af de bedst producerede danske metalplader i lang tid. Søren Andersen, der har lavet pladen, kender jeg intet til, men lyd kan han fandme finde ud af - han får jo Rick Rubins produktion på førnævnte Metallica-skive til virke som lallende amatørarbejde (hvilket jeg personligt også synes det er, men det er så en anden sag). Jacob Hansen har - selvfølgelig fristes man til at sige - også haft en finger med i spillet, idet han har taget sig af masteringen.
”When Death Comes” skydes i gang af titelnummeret og allerede der fik jeg blæst knuppen af med et sonisk shotgun blast! Et nummer som har et fantastisk groove og er über lækkert c-stykke, der får det til at løbe koldt ned af ryggen - på den gode måde, forstås. Herefter følger "10.000 Devils", som mange nok allerede har hørt på YouTube i videoform, og som i øvrigt er næsten 1 minut og 20 sekunder længere på pladen. Det betyder flere leads, hvilket kun kan kategoriseres som en god ting i den her forbindelse.
Jeg synes i det hele taget at det er svært at finde nogle numre, som hæver sig over andre, men jeg vil dog alligevel gerne fremhæve et par stykker. Det nummer, der i første omgang skiller sig mest ud, er thrash-balladen "Delutions of Grandeure", der dog på ingen måde ødelægger pladens samlede udtryk, men er et naturligt afbræk fra riffstormen, der ellers raser over hele albummet, og tjener altså som et tiltrængt lille pusterum, hvor Søren Adamsen for alvor får lov til at vise sine evner.
"Damned Religion" skal fremhæves som pladens vredeste nummer, hvor der kommer lidt growls hist og pist, og hvor hovedriffet har et arabisk 'feel' - uden tvivl en hentydning til de forskruede terrorister, der bruger religion, som påskud for at dræbe uskyldige. "Uniform" er også et nummer jeg vil trække frem, for igen at påpege noget af den musikalske vrede, som Metallica kunne lære meget af. Der er smæk for skillingen hele vejen igennem, og det er nok det nummer, som kommer til at slå flest til blods i moshpitten. Det skal dog understreges, at disse numre kun hæver sig marginalt over de resterende, for bundniveauet er skyhøjt.
For at sige det, som det er, så er der dømt akut købetvang til ALLE, der bare har den mindste kærlighed til metal. Er din far blevet træt af at høre "Death Magnetic", så køb den her skive til ham - han vil elske det (og det vil din mor også). Kritikere vil nok mene at de aldrende herrer er blevet for bløde med årene; eller også er coveret rædderligt, Søren Adamsens hår sidder forkert, det lyder ikke som "Terror Squad", Flemming Rönsdorf er klasser bedre osv. Brok skal der nok være, men til dem vil jeg nøjes med at vise min fine langefinger, og så ellers skrue volumen på max, for det her er i mine øjne ubestridt årets danske album, og der skal for mig at se ske noget komplet uventet, hvis ”When Death Comes” ikke inkasserer prisen for ”Årets Album” Danish Metal Awards. Jeg ser simpelthen ikke anden udvej, end at fyre en absolut topkarakter af til dette album. Det gøres simpelthen ikke meget bedre - hverken i Danmark eller i udlandet Kort og godt suverænt!
|
|
