01. The Black Holes of Your Mind
02. Nocturnal Dominion
03. Solitude Rising (Missing All Exits)
04. Niðstöng
|
|
BLACK WREATH
A Pyre of Lost Dreams
(Head Not Found/VME)
Af Peter Michelsen |
|
|
Hører man til de efterhånden sjældne metalhoveder, der ikke fryder sig som en anden understimuleret husmor, Se & Hørs vand og brød, når endnu et band kaster sig ud i en grim, personlig gang offentlig mudderkastning, så har Saturnus og den faldne søn, Kim Larsen, uden tvivl mistet en del respekt, siden deres aldeles uværdige skilsmisse. Men lige så ynkeligt, som det var at se fremragende musikere bekrige hinanden med al vold og magt, så er jeg nok ikke den eneste, der har gået og håbet på, at Larsen alligevel ville finde den downtunede guitar frem igen, bare for at få det næste, dystre kapitel med. Med Black Wreath sker det endeligt, og albummet, ”A Pyre of Lost Dreams” viser med al tydelighed, at folkemusikken hverken har gjort ham sløvere, eller mere glad i låget, som årene er passeret.
Ligesom det var det med Saturnus, ville det være både naivt og useriøst at betragte Black Wreath som et enmandsprojekt - det ville kun stå som endnu et slag for personkulten omkring Kim Larsen - men med den iskolde målrettethed, og den afsindige tyngde, som udspiller sig på ”A Pyre of Lost Dreams”, fra albummets første, monumentale anslag, er det næsten umuligt at forstå hvordan tre sind kan komme sammen om noget, der er så fuldkomment. Er man bekendt med især Kim Larsen og Peter Mesnickows tidligere udfoldelser, er stilen til at genkende; bombastiske, dystre landskaber, bestående af tunge toner og storslåede, klagende melodier, brølende i total samklang, men denne gang er deres verden ikke bare grum, den er iskold som et lig. Dave Müller kan med rette kaldes den usynlige hånd, der forædler værket, med et synth-lag der er behandlet så ufatteligt forsigtigt, at man skal minde sig selv om at det rent faktisk er der et sted, hvis man skal kunne finde det. Det tilfører lydbilledet en detaljerigdom, og en voldsomt stimulerende, underspillet sjælelighed, som enhver tankeløs tangent-onanist, i høj grad burde tvinges til at studere.
Hvor Saturnus til sammenligning var - og stadig er - mere en slags konsumprodukt, skræmmende kompetent og fuldt berettiget, men dog stadig en forholdsvis uforpligtende oplevelse, så er Black Wreath på alle måder en gribende, dybere, og langt mere uforudsigelig vandring ind i det samme univers, men udført med en tyngde og en intim form for intensitet, som man kun finder i musik, der er skrevet i total affekt. Jeg gyser ved tanken om et album, som jeg ikke kan rive eller flå bare det mindste i, men ”A Pyre of Lost Dreams” kan kun beskrives som det bedste, mest overvældende doom album udgivet i Danmark nogensinde, og en særdeles reel trussel imod samtlige klassikere, i genren som helhed. Jeg opgav håbet om at finde den mindste fejl, et sted midt i ”Nocturnal Dominion”. Ganske enkelt et helt enestående mesterværk.
|
|
