01. Butterfly
02. Heaven's Crying Too
03. Everything About You
04. Ecstacy
05. Nobody Loves You the Way I Do
06. Burned Child
07. I'll Get By
08. Life
09. Fate
10. Memories Won't Die
11. Toxic
|
|
FATE
V
(MTM Music/Bonnier Amigo)
Af Mads Jørgensen |
|
  |
16 år er der gået siden Fate sidst gav lyd fra sig, men nu er de endelig klar med deres femte skive, der har fået den dertil passende titel ”V”. Bandet, der blev dannet af Hank Sherman tilbage i 1985, var i den sidste halvdel af 80'erne synonym med tidstypisk og melodisk AOR, der vandt bandet en betydelig fanskare. Men med deres sidste skive ”Scratch N' Sniff” fra 1990, skiftede stilen til en hårdere og mere direkte heavy rock og det er den stil der bliver ført videre her 16 år senere.
Det første der rammer én når man smider skiven på, er en sand lydmur af sprød guitar. Produktionen fra Tommy Hansen er ganske enkelt suveræn - både dynamisk og knivskarp - hvilket især gavner netop guitaren, der anno 2006 står som Fates absolut største force. Åbneren ”Butterfly” er bygget op omkring et ultra solidt riff, og det nummer indeholder et helt fantastisk drive og en tyngde, der sætter albummet i gang med et brag. Og der følges stærkt op med den emotionelle semi-ballade ”Heaven's Crying Too”, der ligeledes må betegnes som et af højdepunkterne.
Det starter ganske enkelt imponerende. Knusende sprøde guitarer, fede soli, velinkorporerede keyboardstykker, en afvekslende rytmesektion og ikke mindst et drive der lugter langt væk af spilleglæde. Et godt bud på hvordan moderne heavy rock skal lyde.
De hidtidige reaktioner på albummet har dog været utroligt blandede, og især de gamle fans af bandet har været kraftigt ude med riven. Et af de væsentligste kritikpunkter har været vokalist Per Johansson. Og jo, hans stemme er speciel. En langt mindre poleret og mere highpitched og eksperimenterende vokal, end man normalt hører på en heavy rock skive. Men jeg vil nu mene at hans kraftfulde og energiske vokal klæder bandets musik til fulde, og tilfører en tyngde, der ganske enkelt virker essentiel på denne udgivelse. Tjek bare omkvædet på ”Nobody Loves You The Way I Do” - stenhårdt!
Men hvis der er noget der skal kritiseres, må det være at albummet nogle steder mister en del tyngde, især i den midterste del, hvor nogle af numrene virker alt for standardiserede, og hvor sangskrivningen ganske enkelt ikke er gennemført nok. Dette er ærgerligt, da det især er i de tungere numre, og faktisk også balladerne, at bandet virkelig skinner.
Men der er stadig højdepunkter at komme efter, f.eks. den effektive rocker ”I'll Get By” og især lukkeren ”Toxic”, hvor Søren Hoff endnu engang sætter en tyk streg under sine kvaliteter på den seksstrengede.
Når Fate er bedst går det hele op i en højere enhed, men som sagt er der på skiven set som helhed, lidt skønhedsfejl hist og her. Men samtidig holdes der generelt en høj kvalitet hele skiven igennem, og karakteren er bestemt med stor pil opad. Jeg glæder mig i hvert fald til VI'eren…
|
|
