
01. Let Go
02. The Tension
03. Weak Is Your God
04. Working Class Zero
05. A Song of Myself
06. Like Cancer
07. Love Is Tasted Bitter
08. She Knows
09. A Child Is Missing
10. The Key to My Salvation
11. ...Your Devoted Slave
12. Ich Bin Verloren In Berlin
|
|
ILLDISPOSED The Prestige (AFM Records/Target)
Af Nick Demant |
|
      |
To år er der gået, siden kongerne af dødsmetal i Danmark, smed et album på gaden. Nu er århusianerne så endeligt tilbage igen med pladen, der har fået titlen ”The Prestige”. Og hvis der er et album jeg har ventet på, så er det fandeme det her!
Nu har der været en del snak - både fra bandet selv og medierne - om at albummet ville være en tilbagevenden til mesterstykkerne ”Submit” og ”There's Something Rotten…” fra midt 90'erne, og det bærer pladen så absolut også præg af. Samtidig har de gamle drenge også udskiftet guitarist og har hermed fået Franz ”Hellboss” med - hvilket debutalbum at være med på. ”Let Go” og ”The Tension” smadrer pladen i gang, med halsbrækkende tempo og headbang-stykker, der kan få selv en garvet metaller til at skrige efter massagebriksen. Kombineret med min personlige favorit growler herhjemme, tæsker Bo Summer igennem numrene med sine fantastisk dybe subwoofer growls, der kan få enhver 80-årig til at krepere af et hjerteanfald af bare skræk!
Dette er dog bestemt ikke noget nyt ”Submit” album, men det ligger i hvert fald tættere på det potentiale og den musik som Illdisposed er så fucking fede til at lave. Den brutale dødsmetal krydret med groovede passager, som man kender det fra de fleste af bandets album. Enten hader eller elsker man dette band; enten synes man det er fedt eller røvkedeligt. Men jeg synes sgu endnu engang at Jakob Batten har gjort det. Manden skal sgu have ros for at han kan blive ved med at finde på nye groovede, dystre og velplacerede riffs. Samtidig smadrer Hr. Jensen mere igennem end på tidligere albums, og bassen ligger en perfekt, dyb bund, der passer lige til stemningen.
Især numre som de tunge tonsere, ”Weak Is Your God” og ”Like Cancer”, står særligt stærkt på pladen, hvor sidstnævnte nummer frembringer minder om en blanding af tidligere numre som ”Still Sane” og ting taget fra ”There's Something Rotten…”. Udover disse, vil jeg også fremhæve den følsomme sang, ”A Child Is Missing”, som har en eller anden melankolsk efterklang i mit lille hoved, og jeg ved sgu ikke, om jeg bliver til grin af at sige Illdisposed har lavet en ballade, men nummeret er skruet anderledes og mere skrøbeligt sammen, end de andre numre på pladen, hvilket sgu er ret så fedt lavet, hvis man spørger mig. Sidste skæring der bør fremhæves, er albumslutteren ”Ich bin Verloren in Berlin”, hvor der ligesom på forrige album, er lavet engelsk og tysk tekst henover hinanden, og dette fungerer sublimt. Jeg tror, det er første gang, jeg har taget mig selv i at nyde ordet schmerz på tysk.
Én ting bliver med 200 % sikkerhed banket tilbage ind på danskernes hjernebark: 'Denmarks Finest' er tilbage på tronen som kongerne af death metal, og med dette album kan de læne sig solidt tilbage på tronen, og regere landets spillesteder på de kommende tournéer og releaseparties, for med ”The Prestige”, har bandet leveret den bedste plade siden 90'ernes storhedstid. Der er derfor kun ét tilbage at sige: find hammeren og smadr den sparegris i småstykker, så du kan løbe ned og bruge dine surt optjente penge, på et af de bedste albums på den danske scene i 2008!
|
|