|

|
|
WAY UP NORTH Studenterhuset Aalborg 9. maj 2009
Af Jesper Møller Sørensen |
|
|
Der var atter fokus på den nordjyske musikscene, da Studenterhuset i Aalborg åbnede dørerne op for Way Up North for sjette år i træk. En musikscene, som i høj grad er præget af metal, og som Studenterhuset har annerkendt og båret frem siden begyndelsen. Årets festival var ingen undtagelse, og tredje og sidste dag stod udelukkende i metallens tegn.
Med fire vidt forskellige eksponenter fra det mangfoldige musikalske univers, som metallen nu er, fremstod årets program bredt og nuanceret... og det var lige det det var.
ESSENCE
Thrasherne i Essence er så småt ved at være fast inventar på de aalborgensiske spillesteder. Kun en uge efter deres optræden på Skråen stod de nu i Studenterhusets koncertsal... genopladet og sultne efter mere.
Denne gang var der også mere at gå efter. Publikum var af en pæn størrelse, og de nikkede annerkendende med på de fire unge fyres eksplosive musikalske udladninger. Bandet kørte sikkert på rutinen fra deres foregangne optrædender. Denne lørdag aften fremstod de bare en anelse mere rutineret. Det var som om Studenterhusets scene, og atmosfæren i koncertsalen, gav dem mere råderum og gå-på-mod til at give den en tand mere, og det var lige præcis hvad de gjorde. Endnu en omgang fornøjelig, letfordøjelig og velleveret thrash metal af den go'e gamle slags.
    
FEROCITY
Det sejlivede og længekørende death metal-maskineri, Ferocity, var næste band på programmet og de entrerede scenen til en massiv opbakning fra publikum. Med en fuldlængde 'in-the-making' var der også nyt at komme efter denne aften, og bandet var i høj grad beredte på at levere varen.
Sanger Kasper leverede dog sin vanligt anstrengte og arrogante performance, og det var sgu lidt ærgeligt. Havde han dog bare givet den en skalle, og sprunget ud i det én gang for alle med en éntydig energi og enthusiasme, så ville Ferocity uden problemer have braget langt udover scenekanten og igennem bagvæggen med deres knusende, kompromisløse og - efterhånden - bundsolide audioangreb.
Hvorom alting er, så leverede de fem herrer dog et underholdende set med hjælp fra Mads fra Scamp og Mike fra Mercenary. Sidstnævnte fik i særlig høj grad smilet frem på læberne med sin fantastiske, formidable og fremragende (!) vokalpræstation i den melodiske ”Fight Or Follow”.
    
METHONIA
Aalborgs eksponenter nummer ét af selvproklameret bøssemetal (!) overtog den pænt fyldte koncertsal efter Ferocity, og fortsatte aftenens program i en helt anden musikalsk retning.
Det var længe siden jeg sidst havde oplevet det - i musikalsk øjemed - farverige firkløver og jeg mindes ikke at have set dem så dynamisk, så sammentømret og så tight, som de var under aftenens koncert.
Til trods for de - efterhånden - traditionsrige ”spil noget Slayer”-udfald fra publikum, leverede de fire unge herrer et indholdsrigt, nuanceret og - til dels - ufejlbart og uforstyret præstation, som ikke overlod meget at pege fingre ad.
Progressivt metal er som oftest svært tilgængeligt for ikke-tilhængere, men Methonia formåede fuldt ud, at spille et set, der på én og samme tid var komplekst og kreativt og iørefaldende og interessant.
    
MNEMIC
Aftenens sidste band, Mnemic, skulle lukke og slukke Way Up North, og rygterne gik på, at guitarist Mircea havde noget helt specielt med til lejligheden.
Med et stort lærred som baggrund og den vanligt massive lydmur, tog den moderne, hybride, industrielle thrash-kvintet (!) de fremmødte med på en overaskende god audiovisuel rejse gennem højdepunkterne fra bandets bagkatalog og historiske begivenheder... oftest krigsrelateret. Det var da også i allerhøjeste grad et sansebombardement uden lige og Mnemic formåede at ramme plet med hvert nummer.
Filmlærredet fungerede rigtigt godt som akkompagnement til Mnemics musikalske udtryk, der på sin vis var kaotisk, men også kontrolleret og kreativt. Alt andet lige virkede det også som om bandet rykkede grænsen for, hvad de hidtil har formået, en anelse, og genhøret med ”Blood Stained” fra debutalbummet, ”Mechanical Spin Phenomena”, var klart ét af koncertens højdepunkter.
    
|
|
|
|
|